Halloween i Disneyland Anaheim

Disneyland Anaheim

Min mand og jeg havde en uge i Disneyland. Min mand tilbragte ugen på konference, og jeg havde syv dage med adgang til de to forlystelsesparker Disneyland og Califonia Adventure Park.

Mit besøg startede, da jeg stod ud af den lille sølle shuttlebus, jeg havde taget fra stationen i Anaheim. Jeg blev sat af på en megastor busparkeringsplads, hvor der blev spillet Disneymusik i højtalerne.

Jeg gik op mod parkens sikkerhedskontrol, hvor jeg fortalte at vi skulle til Disneyland Hotel. Herefter blev jeg så eskorteret af en flink dame igennem det sikre område, som lå mellem busparkeringen og Downtown Disney, samt indgangene til de to parker.

Downtown Disney er stedet for shopping,  her er butikker, restauranter, en biograf med 12 sale, sportsbaren ESPN Zone og meget mere.
Downtown Disney ligger uden for forlystelsesparkerne (mellem vores hotel og indgangen til parkerne) og det er den eneste del af Disney Resortet, som ikke kræver sikkerhedstjek og indgangsbillet.

Efter at være gået igennem Downtown Disney, kom jeg til det storslåede hotel med Mickey’s troldmandshat fra Fantasia placeret ved indgangen til hotel området. Det var et kæmpe hotel med tre tårne, Dreams, Magic og Wonder, hvor vi skulle bo i hovedtårnet Magic. Her var lobbyen og konferencelokalet også placeret.
Det var præcist som jeg havde forstillet mig det. Med Mickey ikoner alle steder, og vores værelse var intet andet end perfekt.

Main Street USA

Når man har passeret under broen, hvor Walt Disneys velkomst står indgraveret på en lille plakette: ”Here you leave today and enter the world of yesterday, tomorrow and fantasy”, træder man ind i en anden verden – ja, måske et helt andet univers.
Man står i noget, der skal forestille kulisserne til Lady og Vagabonden, nemlig en by inspireret af Walt Disneys hjemby Merceline i Missouri. Årstallet er cirka 1908, hvilket bybilledet afslører med de gamle biler og hestetrukne vogne, der kører på den lille hovedgade.Vender man sig om, kan man se en af stationerne, hvor Disneyland Railroad standser.

Walt Disney elskede damplokomotiver. Han havde sågar et miniaturetog i sin baghave. Derfor byggede han selvfølgelig en togbane rundt om Disneyland. Idéen er, den skal fungere som transport mellem de enkelte lande. Undervejs på den 20 minutter lange tur (én omgang), kan man samtidig høre historier om de forskellige forlystelser og lande i parken. Man kan også se udstillinger og andre ting, der kun er synlige fra toget.
Main Street USA ligger på hovedruten for de forskellige parader i parken. En time før hver parade oplevede jeg, at de ansatte (der hedder cast members) ville spærre af med bånd for at gøre plads til paraden. Så det var med at være i god tid, hvis man ville se noget.

Optisk bedrag
Det virker som om Main Street USA er meget større end den reelt er. Alle bygninger og veje er konstrueret efter en teknik, som hedder “tvunget perspektiv”. Husene på Main Street USA er bygget så stueetagen er i almindelig skala, mens de øvrige etager er bygget i en mindre skala. Det kan man dog kun se, hvis man ser godt efter.
På vej ud af parken en dag gik en sideeffekt af denne måde at bygge på op for mig. Den ene ende af en bygning er altid en lille smule længere end den anden. Når man står ved statuen med Mickey og Walt på den store plads for den ene ende af Main Street USA, og man kigger ned mod Main Street Station ved den anden ende af gaden, så virker afstanden længere, end når man står ved Main Street Station og kigger op mod Mickey og Walt. Jeg spurgte en af Cast members om dette, hvortil han smilte og sagde, det var en måde at holde gæsterne i parken, når der nu syntes at være så langt ud af parken. Snedigt!
For mig var den nok vigtigste bygning på Main Street USA den første bygning, som stod færdig i parken, nemlig The Main Street Firehouse. Det var her Walt Disney havde sit kontor og opholdte sig, når han var i parken. I dag mindes man Walt Disney, ved at der på anden sal står en lampe i vinduet, som symboliser at Walt Disneys ånd stadig er i Disneyland.

Disneyland i  syv dage

Mine syv dage i Disney universet var uden tvivl en kæmpe oplevelse, og der var mange sanseindtryk, jeg skulle forholde mig til.
Som god akademiker, med sans for at strukturere, besluttede jeg mig for at se det hele fordelt over min uge. Jeg tog simpelthen mine kort over de to parker og krydsede tingene af, efterhånden som jeg havde besøgt dem. Jeg havde jo selvfølgelig også hjemmefra planlagt, hvad jeg gerne ville, og fået fat i en rigtig god guidebog, der indeholdt mange gode tip til, hvordan man fik dagen til at gå uden at stå i kø hele dagen.
Jeg fandt hurtig en måde at få fat i de såkaldte Fastpass, som gjorde at man ikke skulle stå i den almindelige kø, men kunne gå i en ”hurtigkø”. Jeg fandt også ud af, at det havde sin fordel kun at være én person, da jeg altid fik de bedste pladser i forlystelserne. Nogle af forlystelserne havde ligefrem køer dedikeret til single-riders, hvilket betød at man kom direkte i fastpasskøen.
Jeg fandt nogle yndlingssteder at indtage min frokost og snacks – såsom ved Main Street Station, ved indgangen til Disneyland. Her var de fleste andre nemlig meget interesserede i at komme videre ind i parken, hvilket betød at der stort set ikke var nogle mennesker der. En anden god ting var, at man på de bænke, som stod foran den hævede togstation, havde et fantastisk udsyn ud over Main Street. Man kunne endda også se ind i de øvrige dele af Disneyland.
Et andet godt sted at spise var på Tom Sawyers Island, som lå ude i Rivers of America, hvor hjuldamperen Mark Twain sejlede rundt. Det gode ved Tom Sawyers Island var, at der ikke var så mange mennesker på øen. Man kunne kun komme derover via en tømmerflåde, som det ikke var lige nemt at finde adgangen til (med mindre man som jeg havde guidebogen med de gode tips).
Jeg fandt ud af, at amerikanerne er rigtig gode til at bage muffins, og jeg blev meget glad for en bestemt type, nemlig Banana-nut-muffin. Så jeg trodsede gluten og spiste et par stykker eller lidt flere. Der var ligeledes nogle gode frugtstande med vindruer og æblestykker, som var gode at have med i tasken, ligesom de små vandflasker.

Cupcake
En ting som virkelig gjorde indtryk på mig var, at hvad jeg altid har troet var Hollywoods karikering af amerikanerne og deres væremåde gennem diverse tv-serier og film ikke lå langt fra virkeligheden. Sjældent er jeg blevet kaldt for så mange ”kælenavne” (cupcake, honey, sweethart, sweetypie, princess, sweetie, darling osv.). Det er meget muligt, at det hang sammen med at jeg var i Disneyland, men alligevel… Måske kan det også være, de havde svært ved at bedømme min alder, hvilket jo ikke er noget nyt. Men når man gentagende gange bliver jagtet af udklædte damer, som drysser fe-glimmer i håret på én og syntes, man er en darling little princess, tja så tænker man hmm..
Jeg havde nogle sjove oplevelser med amerikanerne. De er meget hjælpsomme og snakkesaglige. Jeg kunne ikke sætte mig på en bænk eller i en forlystelse, før end der var en eller to, som havde noget på hjertet. Jeg mødte manden, hvis lille søn kun ville køre i det tog, som kørte rundt om Disneyland, hvilket betød at fjerde gang jeg mødte dem i toget, kunne den lille dreng hele informationsbåndet udenad. Jeg møde familien fra Hawaii, som kendte H. C. Andersen og var sikre på, jeg var i familie med ham. Jeg møde en anden mand fra Colorado, som jo vidste at Danmark var hovedstaden i Polen. Det var ikke blot de andre gæster, som var snakkesagelige. Det var personalet skam også, eller cast members som de hed. Der var blandt andet en mand, som kørte brandbil, der gav mig en tur alene i bilen, op gennem Main Street. Her måtte jeg pænt ringe med brandklokken, mens jeg vinkede til alle de folk, vi mødte på vejen. En smule pinligt.

California Adventure Park

Jeg brugte størstedelen af min tid i Disneyland, hvilket nok var lidt synd for California Adventure Park (CAP).
Hvor Disneyland var opdelt i lande, var CAP opdelt i districts, og det bedste af dem var Hollywood backlot.
Her tabte jeg både næse og mund, da jeg var i Animation bygningen. Selve foyeren var fantastisk. Det var et rum med storskærme, hvor man på 25 min fik præsenteret forskellige processer i animationen af de store Disney klassikere, og det var selvfølgelig med dertilhørende musik. Jeg var i Animation Academy og lærte at tegne Fedtmule, I Turtle Talk with Crush fandt jeg ud af, at når skildpaddehunen ligger sine æg et koldt sted bliver det til hanner, og lægges de et varmt sted bliver det til hunner – eller som Crush formulerede det “That’s why dudes are so cool and chicks are so hot”.
I Hyperion Theatre, ja de havde lige bygget et helt teater, så jeg Aladdin Show sammen med min mand, og senere var vi inde og se Muppet i 3D. Her havde de da sørme også lige bygget Muppet Theatre.
CAP var under store ombygninger, og derfor var der mange steder byggepladser, hvilket nok også var med til at gøre oplevelsen lidt anderledes. Men i det store hele kunne jeg bare bedre lide Disneyland, fordi der var en bedre sammenhæng mellem de forskellige lande. Med andre ord, den overordnede dramaturgi i Disneyland fungerede bare bedst.