Juletræspynt fra flere generationer

Familietræet

Da jeg i sin tid flyttede hjemmefra, fik jeg noget af mine forældres juletræspynt, som har hængt på juletræet lige siden jeg var barn. Jeg fik så selv den ide, at jeg gerne ville have et generations-juletræ. Så jeg spurgte mine bedsteforældre, min svigermor og min mands bedsteforældre, om de kunne undvære et stykke juletræspynt eller to til vores “nybegynder juletræspyntssamling”.

Jeg fik endda historier med på vejen, om hvor nogle af kuglerne var blevet købt. Men mere interessant kunne jeg stort set skrive årstal (for hvornår det kom ind i familien) på hvert stykke juletræspynt.
Min mand og jeg besluttede så, at vi hvert år vil købe et stykke juletræspynt, som vi så har sat årstal på.

Så vores juletræ og dets dekoration følger ikke nogen bestemt trend eller stil. Det er meget sammenbragt, både set ud fra materialevalg og farvevalg.  Men det har en historik, og det er noget, som bringer familien sammen. Hvert år, når jeg sidder med den knap så kønne topstjerne i hånden, tænker jeg på, at det er vildt, at den har oplevet så mange juleaftner. Stjernen, som jeg har fået af min Farmor og Farfar, blev nemlig købt til at fejre min fars første jul. Så, ja, den er godt 60 år gammel.OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Et styk juletræspynt politik

Jeg har tidligere nævnt, at min mand og jeg køber et stykke nyt juletræspynt hvert år. Det betyder jo, at det er vigtigt at vælge rigtigt blandt de tusindevis af kugler, hjerter, kræmmerhuse og andet stads, som butikkerne efterhånden er fuld af i dag.

Jazzet julepynt
I en del år var vi hvert år til Jazzfestival i Tønder i slutningen af august. Dette er måske svært at linke til juletræspynt… Men i Tønder gågade ligger en butik med navnet Det Gamle Apotek, som i deres store kælder har en helårsjulestue med de mest fantastiske julekugler.

Det kan nok virke lidt omstændigt at skulle tage hele vejen til Tønder for at købe julepynt. Men inde i Tivoli har Det Gamle Apotek i efterhånden en del år haft en bod til “Jul i Tivoli”, og jeg er sikker på, at det også er muligt andre steder i landet at skaffe julepynt herfra.

Nu med dyr
Den amerikanske designer Patience Brewster laver en lidt anderledes serie af juletræspynt, der for mange måske ikke rigtig har noget med jul at gøre, men måske mere minder om noget til dekoration af et børneværelse. Jeg syntes, at der blandt de mange sjove dyr og eventyrlige væsner findes en håndfuld spændende og humoristiske Krinkles design. De er dog temmelig kostbare, når man tænker på at der er tale om julepynt. På den anden side, når man som jeg kun køber et stykke julepynt om året, så gør det jo ikke så meget at give omkring de 100 kr. for det. Det er forholdvist let at finde en butik, som har en eller flere Krinkles hængende. Men igen er Tivoli et godt sted, for her er der også en bod med det.

Det minder om træ
Engle og snemænd er noget, jeg forbinder med julen. Derfor blev jeg henrykt, da jeg så Willow Tree englene og Hartwood Creek snemændene i et butiksvindue for nogle år siden. Begge er, som Krinkles, lavet af amerikanske designere, men har over de sidste 10 år fundet vej frem til Europa. Lige som de danske Trip Trap Nisser har de et meget organisk look. De ser nærmest ud til at være snittet af Emil i brændeskuret. Der er nogle romantisk og simpelt over dem, hvilket er noget, jeg faldt pladask for. De er ikke svære at finde i butikkerne, og det er endda muligt at købe dem online hos visse forhandlere.

Nisserikker

Jeg er stor fan af keramikeren Etly Klarborgs serie med Nisser (TripTrap Nisser)

Der er en helt bestemt fornemmelse at sidde med en af de små Nisserikker i hånden. Blandingen af de forskellige teknikker, som Klarborg har brugt til at skabe disse små væsener, gør, at de på en og samme tid fremstår som “rå ler” og har en blødhed over dem, hvis man vel om mærke kan anvende “blød” som en beskrivelse af et materiale som ler.

Der er noget simpelt og ærligt over deres design, og det minder mig om historier om “julen i gamle dage”, som min farmor har fortalt.  De vækker også minder om min barndomsforestillinger om, hvad Nisserne var for en størrelse.

Ja, selv valget af farver såsom deres himmelblå øjne syntes at skabe stemningen, hvad der for mig er indbefattet af juleånd og kærlighed.

Jeg glæder mig hvert år til at se, hvilke Nisserikker som dukker frem fra Klarborgs eventyrlige “Gammelbo”.

Levende lys

Et juletræ skal efter min mening være udstyret med lyseholdere til rigtige lys. Min mand og jeg har altid et juletræ i december, hvad enten vi selv er værter for juleaften eller vi skal være gæster i andres hjem juleaften. Vi syntes begge, at det er hyggeligt at kunne tænde lys på træet hver dag, når det er blevet mørk, og se hvorledes lyset spejler sig i de fine glaskugler.

De levende lys skal jo præsenteres på bedste vis. Som så mange andre er jeg hoppet på Georg Jensens juletræslysholderesamling. De er praktiske, underforstået at de er lette at rengøre, og så er de kønne at se på samtidig med.

Når vi er værter for juleaften, og det er tid til at “danse om træet”, har vi fra min svigermor lånt denne fine tradition. Alle, som kommer i vores lille hjem, har selvfølgelig allerede set juletræet med alt dets pragt. Men for at sætte en stemning og sætte pris på træet, så bliver alle gennet ud af rummet, hvor træet står.  Vi slukker alt lys i hele vores lejlighed, selv det rum hvor de ventende står (ofte på vores WC) er kun oplyst af et par enkelte fyrfadslys.

Imens tænder min mand eller jeg alle lysene på juletræet og byder så familien ind, som med stor begejstring siger næ og ih og åh, mens de beundrer pynten i skæret fra de levende lys.

Dette er et af mine yndlingsøjeblikke ved selve juleaften. Det er så simpelt og enkelt, når hele familien står samlet og beundrer træet, snuser til duften af jul (duften af gran, julemad, kanel og appelsiner som hænger i lejligheden) og giver hinanden et klem og ønsker en glædelig jul.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA