The Wicked Witch

Lidt hekseri er der vel altid plads til

The Wicked Witch – En af mine yndlingsfilm er The Wizard of Oz fra 1939 med Judy Garland. 

Jeg har længe gerne ville lave en lille reference til denne film og jeg har haft dele af det endelige tableau stående rundt omkring. 

Jeg var så utrolig heldig, at en god veninde i forbindelse med en flytning gav mig en gammel dragkiste, som hun ikke længere havde plads til. 

Det var nemlig den ting, som kunne binde alle de andre ting sammen.

Jeg havde i 2009 designet min “Winking Witch” standerlampe. 

Det vil sige, jeg havde fundet en gammel standerlampe i en genbrugsbutik til 50 kr og ombetrukket den oprindelige lampeskærm med en Halloween t-shirt fra den amerikanske butik Target. 

En anden ven gav mig en gammel olielampe fra Anden Verdenskrig, som havde stået i hans bedsteforældres have i mange år. Derved havde den fået et lækkert rustikt udseende.

Tilbage til dragkisten og The Wicked Witch.

Efter en lille tur i H&M’s børneafdeling havde jeg fundet nogle stribede strømpebukser og et par små, røde laksko.

Jeg dryssede rødt glimmer over skoene og sprayede dem med en gang limlak.  Strømpebukserne blev udstoppet og limet fast i skoene. 

Herefter blev min Wicked Witch proppet ind under dragkisten.

Fra skuffe til væg

Den enhanced sættekasse emmer af nostalgi og forsvundne dage på de københavnske bogtrykkerier og aviser.

Min sættekasse er købt gennem Den Blå Avis for 175 kr. Den har tilhørt en ældre dame, der fik den af sin far i fødselsdagsgave først i 1950’erne.

Jeg har beklædt hvert af de 114 små rum med forskellige materialer fra min scrapbooking-kuffert. 

Der er brugt alt muligt fra perler, papir, bånd, knapper, glimmer og mange andre dimser og dutter. 

Det kræver lidt tålmodighed at få alle de enkelte stykker til at passe ned i de små rum i sættekassen.

Jeg har været i Panduro Hobby og købt decoupagelak (Royal Coat Finish) til lapperne. 

Efterfølgende har jeg sprayet hele sættekassen med klar spraylak (Clear Varnish) for at holde fast på glimmer og små perler.

Mit Wicked Witch/teater-tableau blev toppet med den enhanced sætterkasse. Jeg havde også en gammel en tallerkenrække stående.

Den er fyldt med programmer fra nogle af de teaterforestilinger jeg har set i tidens løb.  Heriblandt findes selvfølgelig programmet fra musicalen Wicked.